Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Falster frem bag en Søjlegang og gik mig imøde. Paa mine
Spørgsmaale vidste han ikke at svare Andet, end at det havde
været ham umuligt at rive sig løs fra Ruinerne, der i
Nattelyset havde noget usigelig tiltrækkende. Han havde
vandret omkring den hele Nat, mente han, dog vidste han
ikke ret, hvad der var foregaaet med ham. Vore Raab vare
slet ikke trængte til hans Øre. Med den højeste Smerte og
Forfærdelse betragtede jeg ham. Han saa næsten ud som en
Vanvittig. Meget føjelig gik han nu afsted med mig, og
syntes lidt efter lidt at komme sig. Han medbragte en
mærkværdig liden Sten, som han havde fundet i en Gang fra
Solens Tempel. De har vel seet denne rigtig interessante
Relikvie fra Oldtiden. Men snart ønskede jeg den langt bort;
thi han betragtede den uafladelig og med en saa underlig
Interesse, at jeg ofte blev bange for ham. Ved vor
Tilbagekomst til Marseille lod han den indfatte i Guld og bar den
siden altid i en Guldkjede. Der har De den hele Historie,
saa vidt som jeg kjender den. Jeg drev paa Hjemrejsen i
det Haab, at han vilde kumme sig i sin Families Skjød.
Desværre, mit Haab er da ikke opfyldt«.
Tause og inderlig bedrøvede sade de gode Mennesker
omkring Baronen, som bekymret stirrede hen for sig. »Jeg er
ikke overtroisk«, begyndte han endelig; »men af psykologiske
Grunde tror jeg, det vilde være godt, om man fik Medaillonen
fra ham.« — »De har Ret«, svarede den gamle Falster; »men
hvorledes bære vi os ad dermed? At bruge Vold var neppe
raadeligt.« Rosenholm saa betydende paa Mina. En let
Rødme fløj over Pigens blege Kinder. »Jeg vil forsøge det«,
sagde hun sagte.
Nu kom Anton ned. Den sædvanlige Mathed, hvormed
han hver Morgen traadte ud fra sit Værelse, laa paa hans
Ansigt. Imidlertid oplivede Rejsefællens Nærværelse ham
kjen-deligen. Baronen førte Samtalen lige paa Palmyra, og Anton,
der i Førstningen var ligesom sky for at indlade sig deri, blev
snart opildnet. Feberild brændte i hans Øjne og paa hans
Kinder; han sprang snart op, snart satte han sig igjen. Da
traadte Mina med sit hulde Smil tæt foran ham og bad ham
om at se Medaillonen. Han tog den frem og gav hende den.
Med en kunstlet Munterhed begyndte den elskværdige Pige:
»Anton! Jeg har en stor Begjæring at gjøre Dig. Giv mig
et Bevis paa, at Du holder af mig, og forær mig denne Skat!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
