Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
205
Sjælens Love og Hjertets; saa vise vi stundom tilrette,
Sophokles og Homer, saa lærer Newton og Hansten,
Hvorledes Kloden skal gaa, og magnetiske Poler skal cirkle,
s Ondt fordrive skal Ondt!« homøopatiske Lære!
Saaledes hun. Men en pludselig Strøm af venlig Uvillie
Omflød Datterens Bryst, og med højtrødmende Kinder
Vendte hun spørgende sig til den Velerfarne opmærksom.
s Skinken trænger, Du ved, til dygtig Kog, min Augusta;
Og maa Svolen Du takke med Kunst; det Ydre gjør Meget.
Oxestegen for alting saa raa, at Blodvandet flyder,
Efter nubrugelig Skik, skjønt Far ikke smager det raa Kjød.
Men lad omhyggelig staa en stadig Kulild om Gaasen,
At den bli’er sprød, men ej brændt, og læg saa pene Asjetter.
Vælg de mindste Agurker; tør af omhyggelig Frugten;
Tag Vinflaskerne op; thi er Vinen kold, kan den skade.
Tærterne sætter Du hen i Komfuren henimod Madtid.
Bordet dækker Du saa, at den løse Skive bliver nederst.
Tag saa den fine Dug med Stjernemønstret og opheft
Enderne net om Hjørnet; dæk fjorten Kouverts; for ifald ej
Gamle Provsten kan komme, jeg vil fra Kirken indbyde
Endnu en Gjest; man skal ej lade Tretten sidde om Bordet.
Sæt saa de grønne Stole omkring; de tage jo mindst Plads«.
Saaledes hun, den vise, den kunsterfarne Matrone.
Midlertid Fader slog op sine Julepsalmer og Texten.
Endelig blev det ham langt; han begyndte med venlig Paaminden
»Kom nu, Gamle! vi skal jo først ved Telthuset snakke
Med Hans Kjeld, og det et en skammelig Skik, at man kommer
Stormende i Guds Hus under Præken eller næst forud.
Hvorfor læses i Korsdøren vel, hvorfor synges til Indgang?
Hvorfor skal der vel først dog messes? naar det ej er for
Andagtens Gnist at slaa ud og tænde ved Tonernes Viften
Hjertet, beredende det til at modtage værdigen Ordet,
Paa det rettelig -vi for vore Sjæle maa sørge
Og i et helligt Liv os ved Troen daglig forbedre.
Nej, jeg fordrager det ej, at man kommer støjende, fornem,
Som, Gud forlade mig det! paa Komedien kun for at høre
I alt Hastværk en Stump, der mest er Mennesketale,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
