Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongen. Allerede af Naturen ere Eneboerfolk tilbageholdne, men hun!
44. Da jeg stod hos, hun drog sit Blik tilbage
Og fandt bestandig Paaskud for sit Smiil!
Blufcerdig hccmmende sin Elskovs Udbrud,
Hun ikke robed, ikke dulgte den.
Mathavias. Hun skulde kanflee, saasnart hun saae Dig, have sat sig
paa Dit Skjod?
Kongen. Men da hun gik bort med sine to Veninder, da robede hun
med al sin Undseelse dog tydeligt sine Folelfer. Thi med Eet sagde hun:
45. „Zeg har saaret min Fod paa et Kusaslraa",
og listelig.
Da hun neppe sin Fod havde flyttet frem,
hun stille stod;
Og hun dreied sig om, for sin Kjortelflig
at vikle los
Af den tornede Green, hvori Kjortlens Flig
hang ikke fast.
Mathavzas. Nu saa Lykke paa Reisen og tag Levnetsnndler med
Dig! Jeg seer nok, at Du har gjort Andagtsskoven til Din Lystskov.
Kongen. Min Ven! Zeg er bleven kjendt af nogle af Eneboerne.
Tcrnk derfor efter, under hvad Paafkud jeg blot eengang endnu kan besoge
Lunden.
Mathavias. Hvad andet Paaskud? Du er jo Konge. „Bringer mig
Tiende af Eders Riishost!" — saa ikke videre.
Kongen. Du Daare! En anden Lon tilfalder mig for at beflytte dem,
og den er at agte hoiere end Dynger af LEdelstene; thi
4k. Forgjcrngelig er Skat, som lcrgges ned
for Kongens Fod af Kasterne;
Skovbrodre give ham af deres Bod
en Tiende, som ei forgaaer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
