Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sang. En Ravn strøg hen over deres Hoveder, det
suste fra dens Vinger, stærk og sort kløvede den
Luften med malm rungende Lokkeråb. Langt ude
over Engene mødtes den med en anden, som kom
fra Nord, og de fløj sammen i store Krese.
Henrik fulgte dem, til de borede sig ind i
Himlen, først den ene, så den anden.
Så så han hen på Linda, men det gjorde ondt
i ham, hun var helt hvid i Ansigtet, og han så
strax bort igen:
«Jeg vilde blot gærne have, at du skulde vide,
at du er mig kærest af alle Mennesker, alligevel,»
sagde han. «Jeg har aldrig før vidst, hvilken Lykke
det er, at have en kær.»
«Det har du lært mig,» sagde han lidt efter
og så på hende.
Hun havde revet en Vedbendranke op, og den
sad hun med og strammede den over Knæet hele
Tiden, mens hun så stift ud over Engene uden at
se noget. Det så ud, som om hun slet ikke hørte.
Hans Bryst var fuldt af Gråd. Dær lå hendes
lille Hånd, men han turde ikke røre den.
Tæt forbi dem strømmede Bækken, svulmende
fyldt med klart Vand, helt op i Højde med Stien.
Det løb stridt og hastigt, gennemsigtigt dybt ned
til Bunden, hvor langt grønt Græs svajede i Strøm-
men. Enkelte af de brede Strå nåede op og la
henad Overfladen mellem de små Striber og Hvirvler
i det rislende Vand.
«Jeg havde jo altid været ensom. Men du
P å H øjskole. ^
113
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
