Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Werther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
svulmende Livsglæde af det Uendeliges skummende
Bæger for om saa kun med sit Væsens indskrænkede
Kraft at føle en Draabe af det Væsens Salighed,
som frembringer Alt i og ved sig selv,» da vil
man forstaae, hvorledes han, da han begynder at
føle sig som en Indespærret, der ingen Udvei øiner,
kan gribes af en brændende, saa at sige pantheistisk
Attraa efter at kaste sin Mennesketilværelse
fra sig for «med Stormvinden at sønderrive Skyerne
og gribe Bølgerne» — da vil man føle det
Berettigede i det Udbrud, hvormed han døer:
«Natur! din Søn, din Ven, din Elsker nærmer sig
sin Ende».
Det er uundgaaeligt, at en Sjæl, der fordrer
saa megen Plads, maa støde an i det snevre
Samfund, særligt som dette havde ordnet sig efter
faste Regler henimod Slutningen af det selskabeligste
af alle Aarhundreder. Werther afskyer
Reglen paa alle Omraader. I hin Tid, da Poesien
var omspændt af Regler, reducerer han hele
Digtekunsten til «at erkjende det fortræffelige og vove
at udtale det.» Og Kunstner som han er, har
han lige saa kjætterske Meninger om Malerkunsten
som om Poesien. Han træffer en ung Collega,
der kommer lige fra Akademiet og som slaaer
ham om Ørene med alle de bekjendte Theoretikeres
Navne, Winckelmann og Sulzer inclusive. Denne
Fyr er ham en Rædsel. «Naturen alene, skriver
han, danner den store Kunstner. Man kan sige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
