Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Werther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig bort fra disse Digte med samme Ærgrelse,
som et Selskab føler, der i en Have bar ladet sig
henrive til Sværmeri af en Nattergals Toner og
saa opdager en eller anden forvorpen Krabat, der
havde skjult sig i Buskene og var Nattergalen.
Macpherson var denne Bedrager, hvem det lykkedes
i de Samtidiges Hjerter at fortrænge Homer.
Saaledes fortrænges ogsaa her i «Werther» den
sunde homeriske Naturanskuelse, som raader i
Romanens første Del, af de urolige ossianske
Taagebilleder, der i dens anden Del svare til den stigende
Sygelighed, til Lidenskabens Uro og Lyrik.
Kun usikkert var i Rousseau’s Roman den
kvindelige Hovedfigur tegnet. Her, som næsten
overalt, mangler i den franske Poesi Kvindeligheden
Naivetet. Hvor uendeligt staar hun ikke
tilbage for sin Navne, den virkelige Héloïse, i
Lidenskabens Sandhed og Ægthed, hvor følt er ikke
hvert Ord hos denne, og hvor kolde ere ikke
Julies Perioder. Hvert Øieblik forfalder hun til
Declamationer om Dyden og om det høieste Væsen.
Hun har Sætninger som denne: «I den Grad ere
alle menneskelige Anliggender et Intet, at naar
det Væsen undtages, der existerer ved sig selv,
gives der intet Skjønt undtagen det, som ikke er,»
hun mener vore Illusioner. Julie raisonnerer og
declamerer. Hvor naiv og naturlig tager ikke den
kraftige Charlotte sig ud i Modsætning til hende,
f. Ex. i hin berømte Situation, da hun skjærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
