Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hytten, han har bygget og hvori de have boet,
og vende hjem til sin Broder. Han ønsker ikke
at efterlade noget Spor paa Jorden af sin Existents.
Helst vilde han øiensynligt befale Celuta, at hun
selv, som de indiske Enker, skulde brænde med
paa Baalet. Den Nidkjærlied, der besjæler ham
er af samme Art som den, der i Middelalderen
bragte saa magen Ridder til at dræbe sin
Yndlingshest. («Den Hest, som mig har baaret, skal
Ingen sidde paa«). Han slutter sin Afskedsepistel
til sin Hustru med et Farvel, der er saa typisk,
at det fortjener at citeres helt:
»Hvis jeg, Celuta, nu maa døe, da kan du
efter min Død formæle dig med en roligere Aand
end min. Men tro dog ikke nogensinde ustraffet
at kunne modtage en anden Mands Kjærtegn;
tro ikke at svage Omfavnelser i din Erindring
kunne udslette René’s. Jeg har trykket dig til
mit Hjerte midt i Ørkenen, under Uveirets Storme,
den Gang, da jeg bar dig over paa den anden
Side af Strømmen og da jeg havde villet dræbe
dig med et Dolkestød for at fæstne Lykken i din
Barm og straffe mig for at have skjænket dig
denne Lykke. Det er Dig, Du høieste Væsen,
Du Kilde til Kjærlighed og Skjønhed, det er Dig
alene, som har skabt mig saaledes som jeg er,
og ene Dig, som kan forstaae mig! o hvorfor har
jeg ikke styrtet mig ned i Vandfaldene, midt ned
i deres skummende Vande! jeg vilde da være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
