Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tidligere, det maa ikke ved et Tilfælde ligne
noget Andet, og det maa dog paa en eller anden
Maade knytte sig til noget allerede Bekjendt og
følge en Vei, der allerede er banet. Det maa
endelig komme i dem rette Belysning. Der er
Værker, som uden at være blødagtige blive
blødagtige i Belysning af en samtidig Begivenhed eller
samtidig Frembringelse. Der er Værker, som
blive gammeldags, Værker, der blive fattige og
ligesom blege.
Obermann vil som Forfatter neppe komme til
at henhøre til en anden Klasse af Skribenter end
Sénancour, dem, for hvem Hemmeligheden ved at
trænge igjennem er som en Art Trolddom.
Hans Breve indeholde en alsidig Fremstilling
af hans Sjæleliv og Sjælehistorie. Den sidste er
sammentrængt i disse Ord: «Ak, hvor Mennesket
er stort saalænge det er nerfarent, hvor det vilde
være rigt og frugtbart, hvis ikke Næstens kolde
Blik og Uretfærdighedens kolde Vindpust udtørrede
vort Hjerte. Jeg trængte til Lykke. Jeg var
født til at lide. Hvo kjender ikke hine mørke
Dage henimod den koldeste Aarstid, paa hvilke
selve Morgenen bringer en Fortætning af Tangerne
og kun begynder at sprede Lys ved nogle mørke
Linier af en brændende Farve paa de sammenhobede
Skyer. Tænk paa hint Taageslør, hine
orkanagtige Vindstød, hint blege Skjær, denne
Piben gjennem Træerne, der give efter og skjælve,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
