Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gaae godt, men jeg veed ikke, ved hvilken Magi
de saa langsomme Melodier altid ende med at
gaae prestissimo. Det gaaer mig lige saadan med
Dandsen, Menuetten ender altid med Bukkespring.
Jeg troer, kjære Bedstemoder, at Ondet er ulægeligt
og at det vil modstaae selv Fornuften; jeg
burde dog allerede have en Gnist af Fornuft, thi
jeg er 12 Aar og nogle Dage; imidlertid mærker
jeg Intet til dens Herredømme. Naar dens Morgenrøde
er saa mat, hvad Styrke vil den da have
til 25 Aar.
«Ved Du, kjære Bedstemoder, at jeg kommer
i Selskab to Gange om Ugen. Jeg har en smuk
Frakke, Kaarde ved Siden, Hat under Armen, een
Haand paa Brystet, en anden i Siden. Jeg holder
mig rank og giver den store Dreng, saa godt jeg
kan. Jeg seer, jeg hører, men hidindtil kan jeg
ikke sige, at jeg misunder de Voxne deres
Fornøielser. De see Alle ud, som om de just ikke
holdt altfor meget af hinanden. Imidlertid —
Spillet og Guldet, jeg seer rulle, foraarsager mig
nogen Sindsbevægelse. Jeg gad vinde af 1000
Aarsager, som de Andre kalde Luner og Griller.»
Man forbauses over denne Ynde og Finhed,
der kun har et svagt Skjær af barnligt Naivetet,
over denne tidlige, skjemtende Selvironi, over denne
stormfuldt pulserende Modtagelighed for Indtryk,
som er des mærkværdigere, fordi den er forenet
med en spirende Blaserthed. Man aner den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
