Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Landsforvisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trænger De med en saa overlegen Aand ikke
undertiden ned til Grunden af Alt, det vil sige
til Ulykken» og i Corinna lader hun Heltinden
sige, hvad hun selv ofte sagde: «Af alle de Evner,
jeg har modtaget af Naturen er Evnen til at lide
den eneste, jeg har udøvet helt.»
Hun arbeidede sig imidlertid, aandeligt sund
som hun var, i Aarenes Løb ud deraf. En
kvindelig Slægtning af hende, der har kjendt
hende nøie, skriver herom: «Maaskee var der en
Tid, da Livet, Døden, Melancholien, den lidenskabelig
Selvopofrelse spillede en altfor stor Rolle
i hendes Samtaler. Men da disse Udtryk som en
Smitte udbredte sig i hele hendes Kreds, ja endog var
nærved at blive Talemaader blandt Tyendet, fik
hun en dødelig Lede ved dem.» [1] Hun formaaede
at gjennemløbe det Aandsstadium, paa hvilket saa
mange af hendes franske Samtidige bleve staaende.
Og dette var overhovedet et Charaktertræk
hos hende; hun udviklede sig kritisk i det 19de
Aarhundredes Aand og Retning. Hun var fra
først af et rent Pariserbarn uden nogen levende
Sands for Naturskjønhed. Da man efter hendes
første Flugt fra Paris første Gang viste hende
Genfersøen, udbrød hun i sin Hjemvee: «O hvor
meget smukkere var ikke Rendestenen i Rue du
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
