Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ny Betragtning af Antiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarhundrede, saa vilde man stene Jer. Hvor rædsomt
har de ikke forkjætret mig for mine smaa Angreb paa
Dyd og Religion.
H. Hvad er der at angribe? Med Heste, Menneskeædere
og Drager, med dem har jeg sloges efter Evne,
men aldrig med Skyer, de maatte saa have hvad Skikkelse
de vilde. Dem overlader en dygtig Mand det til Vindene,
som har ført dem sammen, at feie fra hinanden.
W. I er et Umenneske, en Gudsbespotter.
H. Ingenting kan Du forstaae. Din Hercules staaer
som en glathaget Pjalt mellem Dyden og Lasten. Havde
de to Fruentimmer mødt mig paa Veien, seer Du, saa
— den ene under den ene Arm, den anden under den
anden — og Marche! afsted havde jeg trukket med dem
begge to.
Her har man fra Goethe’s første Kraftperiode
den nye Opfattelse af Antiken stillet op som
Modsætning til Wieland’s forfranskede, og man
har paa samme Tid hans poetiske Troesbekjendelse,
der af de Samtidige blev kaldt den store Hedning.
Det er Spinozas Filosofi sat frem som
dristig Spøg. Man kan dog ingenlunde sige, at
Goethe blev staaende ved denne djærve
naturalistiske Opfattelse af Antiken. Da han først
havde ladet sin ungdommelige Lidenskab rase ud
i «Werther», i «Götz» og i sin begeistrede
Afhandling om den gothiske Bygningskunst, vendte
han selv med en heftig Reaction Gothiken og
Lidenskabeligheden Ryggen, og idet han nu vender
tilbage til Grækerne, er det deres Ro og deres
Klarhed, Grækenlands simple og sunde Fornuft,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
