Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Om Tydskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og i den hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøitede
imod Klippen. Med andre Ord: den antike Betragter
personliggjorde den upersonlige Natur. Den antike
Digter forstod ikke Naturen, hans egen Personlighed
var ham altfor stærkt iveien, den afspeilede
sig overalt for hans Øie. Han saae ikke andet
for sig end Personer.
Lige omvendt en stor moderne Digter som
Goethe eller Tieck, hos hvem det hele Følelsesliv
er pantheistisk. Han upersonliggjør bestandig sit
eget Jeg for at forstaae Naturen. Overfor
Vandfaldet sprænger han sit snevre Selv. Han føler
sig glide, falde, omhvirvles med disse skummende
Vande. Hans Væsen strømmer ud af Jegets
snevre Skranker eller Ring og flyder bort med
disse Strømme. Hans elastiske Bevidsthed udvider
sig, han optager den ubevidste Natur i sit Væsen,
han glemmer sig selv over hvad han seer, ligesom
den, der hører en Symfoni, gaaer op og forsvinder
i det han hører. Og saaledes overalt. Som hans
Væsen strømmer med Bølgerne, saaledes flyver og
klager det med Vinden, seiler med Maanen over
Himlen, føler sig som Et med det formløse Alliv.
Det var denne Pantheisme som Goethe hævdede
i det bidende Epigram:
Was soll mir eure Hohn
Ueber das All und Eine?
Der Professor ist eine Person,
Gott ist keine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
