Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Om Tydskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
baatle i Corinna og i Bogen om Tydskland støtter
sig til, hed det efter en Paavisning af at Geniet
umuligt kunde bevare sin Svingkraft under et
Arbeide med Æmner, som der udfordredes
Hukommelsesværk og Lærdom til at tumle: «Saaledes er
det ikke ved de Sujetter, der tilhøre vor egen
Religion. Kunstnerne have overfor disse Æmner
en personlig Inspiration; de føle, hvad de male
og de male hvad de have seet. Livet selv tjener
dem da til Model, naar de ville fremstille Livet,
medens de, naar de forsøge paa at hensætte sig
i Oldtiden, maae frembringe deres Værker ikke
efter det Liv, de see, men efter Bøger og
Statuer.» Sofismen skjuler sig i Ordene «vor
egen Religion»; thi hvilken var «vor egen
Religion»? Protestantismen havde udviklet sig til en
idealistisk Filosofi, der længst havde gjort fælles
Sag med Revolutionen. I Aaret 1795 vare to
unge Mennesker, hvis Navne senere skulde blive
verdensberømte, gaaede ud paa en ensom Mark og
havde i naiv Begeistring over Revolutionen
plantet et Frihedstræ. Det var Schelling og
Hegel. Man gik da tilbage til Katholicismen.
Men den italienske Katholicisme var endnu altfor
klassisk, altfor antikt besjælet. En stor lys
Kirke som St. Peter i Rom var altfor lidt
mystisk, altfor egnet til, som Lamartine har sagt
det, naar engang al positiv Religion er forsvunden
fra Europa, vedblivende at være Menneskehedens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
