Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Genialiteten for hans Blik. Et Geni, hvis Hensynsløshed
nu og da minder om en Naturkrafts, kunde saa lidet
paaskjønnes af Barante som af den hele skræmmede og
skuffede Slægt, hvortil han hører. Diderot var mere
anlagt til at behage de litterært fordomsfrie
Tydskere end sine dengang saa pertentlige
Landsmænd. Goethe selv oversatte hans «Le neveu de
Rameau» og Hegel behandlede den vidtløftigt i sin
»Phänomenologie des Geistes»; men Barante, der
med Lidenskab dadler Diderots uophørlige og alle
Grændser overskridende Angreb paa Religionen,
samler sin Charakteristik i disse Ord: «Han havde
et ildfuldt og uordentligt Indre. Men hans Aand
var en Ild uden Næring, og det Talent, hvoraf
han har vist nogle Glimt, har ikke faaet nogen
samlet Anvendelse.» Det var kun rimeligt, at den
mest naturalistiske af det 18de Aarhundredes
Forfattere blev slettest vurderet af den nu opvoxende
Stab af Idealister.
Rousseau, den sidst optrædende af hine for
det 19de Aarhundredes Skranke stævnede Aander,
havde noget i sit Væsen, som nødvendigvis maatte
tiltale Barante. Han var iblandt dem den eneste
sentimentale, og det nye Aarhundrede var begyndt
sentimentalt. Han var endelig den ensomste, den
mest enkelte af dem, og det nye Aarhundrede
vurderede Personligheden som enkelt. Han havde
staaet Filosofernes og Encyclopædisternes Selskab
fjernt. Et ulykkeligt og ensomt Liv havde formet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
