Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 7. Romantikens Forhold til det Musikalske og Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Misfornøielse med det Virkelige griber ud i den
tomme Luft, jager efter Phantomer og med
egensindig Trods vil legemliggjøre dem, en Ungdom,
der prædiker, at Kunst og Poesi og deres
Element og Organ, Phantasien, er det eneste
Væsentlige og Levende, men alt Øvrigt, Liv og
Virkelighed, som plat Prosa er uden Betydning
for Geniet og overhovedet af det Onde? Dyrkelsen
af Poesien er bleven en ny Dionysoskultus.
Denne Tids Ynglinge ere dens Præster. [1]
Og dog var det saare langtfra, at disse den
nye Læres Præster begyndte bacchantisk eller vildt.
Tvertimod, det første Physiognomi, der her møder
os, er det blideste og uskyldigste, maaskee det
reneste og mildeste, der overhovedet forekommer
i moderne Litteratur. Det er Wackenroder’s ædle
og blege Aasyn.
Sit første Udtryk fik den romantiske
Kunstbegeistring i en zart og passiv Production,
forfattet af en sværmerisk Yngling, der river sig
op i Spliden mellem sin brændende Kjærlighed til
et Liv for Kunsten og en udvortes Tvang, der
med Fadermyndighedens Magt bøier ham ind under
praktiske Interessers Aag, saa han døer med
udtømte Kræfter i sit 25de Aar. Hans Liv var
som det milde, lune Vindpust, der en Foraarsdag
opvarmer Luften og lokker de første Blomster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
