Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Romantikens Forhold til Kunsten. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Papirer besluttede at skrive en Fortælling, i
hvilken Klosterbroderens Længsler og Doctriner skulde
vinde levende Skikkelse og personlig Form. Den
tydske Malers Brev fra Rom til Vennen i
Nürnberg blev Spiren til den nye Kunstner-Roman,
der efter sin Helt, en gammeltydsk Maler fra
Dürers Tid, fik Titlen: «Frantz Sternbalds
Vandringer, en gammeltydsk Fortælling.»
Charaktertegningen blev ubestemt og svag. Handlingen gik
aldeles op i Samtale, Begivenhederne spille —
frit og phantastisk som Drømme, der da ogsaa
atter og atter forekomme, — med de matte
Conversationsfigurer, der udgjøre Skriftets Helte og
Heltinder, og selv disse Begivenheder afbrydes
hvert Øieblik af de indlagte, pligtskyldigt-improviserede
Sange, der bedst betegnes ved den Ytring
af Sternbalds Ven Florestan, at man i Ord og
Yers maatte kunne forme sig en hel Samtale af
lutter Toner. Hvor Begivenhedernes Traad bliver
allertyndest og Versenes Silke spindes allerfinest,
udfylde endelig Musiknumre Pauserne. En
primitiv Musik, Valdhorn eller Skalmei, foredrages,
ja saa hyppigt, at Forfatteren senere i Zerbino
selv gjør Løier med sin Overflod paa
Valdhornmusik.
Det er derfor unægteligt en fin og slaaende
Dom af Goethe, som vi gjennem et af Carolines
Breve (I. 219) erfare. Goethe har sagt: «man
burde egentlig heller kalde Bogen musikalske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
