Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Romantikens Forhold til Kunsten. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Romantikerne: For dem er Naturen uskjøn,
forsaavidt den er nyttig, og de finde den skjønnest
i dens Vildhed, eller naar den indjager uvis Angst.
Nattens og Bjerggrubernes Mørke, den Eensomhed,
i hvilken den paniske Skræk berører Sindet
med sin Gysen, er Romantikeren kjær, og den
Tieckske Fuldmaane straaler saa ufravigeligt
derover, som var den en Theatermaane af oliet Papir
med en Lanterne i Ryggen. Jeg siger den Tieckske;
thi han er blandt alle disse unge Skribenter
det uomtvistelige Ophav til det romantiske
Maaneskinslandskab, i hvilket man maa tænke sig alle
Figurerne fra hans Skrifter anbragte. Det synes
mig heller ikke vanskeligt at forklare, hvorfor
det netop bliver ham, som opfinder Skoveensomheden,
den maanebeskinnede Tryllenat og Resten.
Tieck er født i Berlin, den af alle større Byær,
hvis Omegn vel omtrent afgiver de færreste skjønne
Naturindtryk. Aldrig troer jeg at have seet et
fattigere Landskab end det, som dannes af disse
brandenburgske Sandstepper, paa hvilke de tynde
lange Grantræer staae stivt i Geledder som
preussiske Soldater. Som Rousseau i en paradisisk
skjøn Natur — Egnen omkring Genève og
Montblanc — blev directe, umiddelbart, sentimentalt
betaget af Naturen, saaledes fik Tieck i en
naturløs Egn den sygelige Hovedstadslængsel efter
Skov og Bjerg, som affødte Phantasteriet overfor
Naturen. Det kolde og dagklare Berlin med sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
