Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. Romantikens Forhold til Kunsten. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kraftig, nærende og velnæret ud? Det er ganske
vist ikke Ørkenens eller Oceanets eller
Schweitzerlandskabets ophøiede Skjønhed. Men skulde denne
Natur ikke have sin Poesi? hvo har en Aftenstund
opholdt sig i Parkerne ved Kew med deres
uhyre gamle Ege og har ikke følt sig stærkt
fristet til at give Alfedandsen fra «De lystige
Kvinder i Windsor» eller «Sommernatsdrømmen»
disse Omgivelser til Sceneri! Det var i disse
Omgivelser, at Shakspeare digtede dem. Man aner,
med hvilke Øine han saa paa dette Landskab. —
Med hvilke Øine betragter Tieck det?
«Endelig ønskede han [1] at lære England
udenfor London at kjende. Hvorhen kunde denne
Udflugt gaae, om ikke til Shakspeares Fødested?
Først til Oxford. Men heller ikke Naturen kunde
Tieck afvinde nogen Smag. Det var et yppigt
grønt, et herligt dyrket Land, hvorigjennem de
kjørte; men det var en lavet, tilskaaret Natur
[ingen Urpoesi!] Oprindelighedens Charakter havde
den tabt. Den manglede Umiddelbarheden, hin
Hellighed, som han kaldte det, der tiltaler
Gemyttet, og som saa ofte havde rørt ham i
Hjemmets fattige Egne. Ved Industrien var den
bleven berøvet sin digteriske Duft.»
Det er da altsaa klart, at der i den hjemlige
Natur maa have været Noget, der kom hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
