Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Midlerne til at naae ethvert Maal ... Begeistring
uden Forstand er unyttig og farlig, og Digteren
vil kun kunne gjøre faa Undere, ifald han
selv studser over Undere ... Den unge Digter
kan ei være for kold, for betænksom. Til den
sande melodiske Veltalenhed hører en omfattende,
opmærksom, rolig Forstand.» Dog i eet Punkt
ere Klingsohr og Novalis aldeles enige, nemlig i,
at Alt er og maa være Poesi. «Det er ret
slemt, at Poesien har et særskilt Navn, og
Digterne udgjøre et særegent Laug. Poesien er slet
ikke noget Særligt. Det er den menneskelige
Aands eiendommelige Handlemaade. Digter og
tragter ikke ethvert Menneske i ethvert Minut?»
I Klingsohrs Datter Mathilde træffer Heinrich
Gjenstanden for sin elskovsfulde Længsel.
Han er tilmode som ved Synet af den blaa Blomst.
Han synes at staae ved Maalet, som Novalis, da
han havde fundet Sophie v. Kühn. Da drukner
den Elskede. I dyb Sorg forlader nu Heinrich
Augsburg. En Vision ganske af den Art, som
Novalis selv havde havt ved Sophies Grav,
trøster ham, han seer den Afdøde og hører hendes
Stemme.
I et fjernt Kloster, hvis Munke, Præster
for Vedligeholdelsen af «den hellige Ild i unge
Gemytter», synes at udgjøre en Art Aandekoloni,
lever han blandt Afdøde. Han gjennemlever de
Stemninger, som Novalis har givet Udtryk i Hymnerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
