Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11. Længselen; den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Døgenigten er en ung, fattig Møllersøn, hvis
Livs eneste Lyst er at ligge under Træerne og
see op mod Himlen, at sværme rundt med en
Cither paa sin Bag, at synge sværmeriske Viser
til samme Cither, ubekymret om alle denne Jords
Herligheder, men saa skjønt, at alle Hjerter
længes. «Enhver, siger han, har sin Plads anvist paa
denne Jord, har sin varme Kakkelovn, sin Kop
Kaffe, sin Kone, sit Glas Vin om Aftenen og er
saaledes ret tilfreds. Jeg føler mig aldrig ret
tilpas.» Han tilbeder en høi, fornem, deilig Dame,
han har seet et Par Gange, og skriver hende fra
sit underordnede Stade i Livet (han er Gartner)
en overordentlig smuk og følelsesfuld Vise til:
Wohin ich geh’ und schaue
In Feld und Wald und Thal,
Vom Berg hinab in die Aue,
Vielschöne hohe Fraue,
Grüss ich dich tausendmal.
In meinem Garten find ich
Viel Blumen schön und fein,
Viel Kränze wohl dann wind ich
Und tausend Gedanken bind ich
Und Grüsse mit darein.
Ich darf ihr keinen reichen,
Sie ist zu hoch und schön,
Sie müssen alle verbleichen,
Die Liebe nur ohnegleichen
Bleibt ewig im Herzen stehn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
