Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Mystiken i den romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alle disse Studier. Der er Øieblikke, hvor han
er ifærd med at opgive ethvert Haab om at naae
Sandheden ad videnskabelig Vei. I Dresden skriver
han: «Intet var saa skikket til at fore mig
bort fra Videnskabens sørgelige Felt, som de i
denne Stad ophobede Kunstværker ... men
intetsteds fandt jeg mig rørt i mit Inderste, uden i
den katholske Kirke, hvor den mest ophøiede
Musik forener sig med de øvrige Kunster om
voldsomt at bevæge Hjertet. Vor Gudstjeneste
er Intet. Den taler kun til den kolde Forstand;
men til alle Sandser taler den katholske Fest.
Midtfor Alteret paa dets nederste Trin knælede
en simpel Mand, bedende med Inderlighed; ham
pinte ingen Tvivl, han troede. Jeg havde en
ubeskrivelig Længsel efter at lægge mig ned ved
Siden af ham og græde. Ak, kun en Draabe
Glemsel, og jeg var med Vellyst bleven katholsk.»
Kleists Væsen var høist besynderligt og virkede
trods hans Elskværdighed frastødende paa de
Fleste. Han havde den Vane at sidde grublende
i Andres Nærværelse, var som hans «Prinds af
Homburg» forfalden til den høieste Grad af
Distraction, standsede undertiden ved et enkelt Ord
midt i en Samtale, stirrede hen for sig og syntes
at underholde sig med sig selv. Goethe siger
om ham: «Hos mig opvakte Kleist, trods det
reneste Forsæt om oprigtig Deltagelse, kun Gysen
og Afsky som et af Naturen skjønt anlagt Legeme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
