Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Concordatet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Religionens Gjenopretter sig om den Magt, han vilde
gjenopreise.
Kan man da undre sig over, at det var
Latteren og atter Latteren, der, ligesom dengang
da Julianus Apostata 1500 Aar tidligere havde
gjort et lignende Forsøg, overalt var den frygtede
eller virkelige, men i Regelen uadskillelige
Ledsager af enhver Handling, der stod i Berøring
med Restaurationen af den gamle Cultus. Da
Bonaparte i Statsraadet oplæste Pius den 7des
første Breve, i hvilket Paven paany tog «sin
kjære Søn Talleyrand» til Naade, lød en
halvkvalt Latter fra alle de Tilstedeværende. Ja
Bonaparte formaaede undertiden end ikke selv at
bevare sin Alvor. Den Dag, da Cardinal Consalvi,
klædt i det romerske Purpur, overgav ham
en Afskrift af Concordatet under en offentlig
Audients, fik Førsteconsulen pludselig et saa
convulsivisk Latteranfald, at hele Forsamlingen stod
som lynslagen. Ja endnu flere Aar efter var han
saa lidet opbygget af kirkelige Handlinger og saa
lidet istand til overfor dem at beherske sit
Ansigt — han som ellers i en saa ualmindelig Grad
forstod at holde sine Miner i Tømme — at han,
da Paven i 1804 salvede ham til Keiser, under
hele Ceremonien til de Omkringstaaendes Forbauselse
gabede uophørligt. Saa forstod Carl d. 10de
som ægte Bourbon bedre at holde Alvoren vedlige,
da han i 1825 blev salvet. Uden at fortrække
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
