Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Autoritetsprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de trange Tider for Kirken, trøster hverandre,
hører en Præken, modtager den indviede Hostie
og gaaer bort med vaade Øine og opløftet Sind.
Den fornemme Dame og den simpleste Bondekone
have her følt sig som Medlemmer af samme
Menighed paa en ganske anden Maade, end da de
vare adskilte ved hele den Afstand, der skiller
den øverste Kirkestol fra den sidste.
Selve Berøvelsen af Kirkegodset blev fremdeles
et Gode for Kirken. Mangen en Præst,
som Vellevnet havde fordærvet, saa sig pludselig
indskrænket til den evangeliske Fattigdom. Hvis
Savnene tirrede og æggede Mange, saa lutrede de
Andre. Den Sag, for hvilken et Menneske lider,
bliver ham kjær. Den usikre, halvphilosophiske
Præst, der tidligere (som Barante fortæller det
om det 18de Aarhundredes Geistlighed) i Grunden
rødmede ved at bekjende de christelige Dogmer,
følte sin Selvagtelse stige, alt som den Sag, han
tjente, forfulgtes. Biskop Lecoz skriver 1801:
«Den Religion, som Frelseren grundede uden
Rigdommens Hjælp, vil han ogsaa vedligeholde uden
denne Hjælp, der er ham uværdig. Da han kaldte
sine 12 Apostle, hvortil kaldte han dem da? Til
Nydelse af Eiendom eller af Ære? Nei, men til
Arbeide, til Møie, til Lidelse. Hvis altsaa vi
Jesu Christi Tjenere nu ere nær ved at befinde os
i denne apostoliske Tilstand, bør vi da knurre
derover? Nei, lad os snarere glæde os over denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
