Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Autoritetsprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det var ikke Christendommens Guddommelighed,
der avlede Reactionen, men den rent abstracte
Trang til at troe, og denne Trang var i sin
Spire den endnu mere abstracte Trang til at føle
og lade Følelsen komme til Orde. Bevægelsens
Historie er Historien om, hvor frygteligt vildledt
denne Trang efterhaanden blev.
Som nu Reactionens første Stadium var at
lade Rousseau reagere, saaledes blev
Bevægelsens andet Stadium det at reagere mod
Rousseau. Næsten i enhver Bog, man vil tage
i Haanden af Bonald, af De Maistre eller af
Lamennais vil man tinde Udgangspunktet taget i
lidenskabelige Bestræbelser for at gjendrive
Rousseau eller rettere for at haane og tilintetgjøre
ham. Paa det første Stadium opstillede man
Følelsens Princip imod Forstandsherredømmet,
paa dette andet Trin opstiller man Autoritetsprincipet
som det absolute imod alle tidligere
Principer, Følelsesprincipet inclusive. Overgangen
fra det ene af disse Trin til det andet skeer
saaledes, at man søger at hævde og gjenindsætte
Autoriteten gjennem en Appel til Følelsen. Det
er det, som skeer i Ballanche’s: «Du sentiment
considéré dans ses rapports avec la littérature et
les arts» 1801, og det er det, som navnlig
foretages i Chateaubriands «Génie du christianisme»
1802.
Man finder nu i Rousseau den farligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
