Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lyrik og Erotik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sit fritflyvende blonde Haar bærer hun snart en
Egegren, snart en Krands af Verbena.
Hun har neppe seet Eudorus, før hun elsker
ham. Men en saa simpel og naturlig Lidenskab
er ikke nok for denne Tid. Velleda maa endnu
være en Art Vestalinde og have afgivet Løfte
om evig Jomfruelighed. «Jeg er Jomfru, Seineøens
Jomfru; hvad enten jeg bevarer eller
overtræder mit Løfte, døer jeg deraf, og Du er
Skyld deri.» Hun behager vel Eudorus, men
han elsker hende ikke. Han staaer overfor hende
omtrent som pius Æneas overfor Dido, om hvem
Digteren endog lader Eudorus minde sine
Tilhørere. Den Ulykkelige forsøger enhver Art
Trolddom. Hun vil snige sig ind til ham med
Maanens Straaler. Hun vil flyve ind i det
Taarn, han beboer, vinde hans Kjærlighed under
en fremmed Skikkelse, og vægrer sig dog selv af
Skinsyge ved Tanken. Eudorus deler ikke denne
Lidenskab, men føler sig i hendes Nærhed
ligesom smittet af dens Atmossphære. Som Christen
gyser han tilbage for Fristelsen. «Vel tyve
Gange var jeg, medens Velleda udtrykte mig saa
sørgelige og saa ømme Følelser, nær ved at kaste
mig for hendes Fødder, at forkynde hende hendes
Seir og gjøre hende lykkelig ved Tilstaaelsen af
mit Nederlag. I det Øieblik, jeg var ved at
bukke under, skyldte jeg kun den Medlidenhed,
som denne Ulykkelige indgjød mig, min Frelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
