Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lyrik og Erotik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lamartine sætter Kjærligheden som seraphisk,
som frigjort fra Timelighedens Attraa paa Tronen
i sine Digte men skildrer den senere i «Raphael»
som den virkelig var, som platonisk imod sin
Villie, hvad imidlertid forøger de Elskendes
Fortjeneste og afgiver Englene et Brændoffer, som
disse siden den stakkels Abailards Dage ikke
skulle have lugtet saa sødt. Under alt dette saa
en Understrøm af Hykleri. Eudorus, der lader
saa utrøstelig over Velledas Lidenskab, er
ligefuldt hemmeligt smigret ved at hun har
overskaaret sin hvide Hals for hans Skyld. Han
begræder sit Syndefald i Udtryk som om det fristede
ham anden Gang. Valéries Forfatterinde bringer
sin Heltindes sædelige Renhed tiltorvs og raaber
med Kydskhed og Forsagelse i alle Blade, medens
hun paa den Tid, Bogen udgives, netop er særligt
uskikket til Lærerinde i Moral. Lamartine har
privat en anden Forklaring af sit Forhold til
Elvire end den, Publicum nødvendigt maatte danne
sig efter Meditationernes ætheriske Sværmeri.
Man gik her som overalt ud paa at være
overnaturlig og naaede under denne Bestræbelse
kun til snart at lemlæste snart at bortlyve
Naturen. [1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
