Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Det formelle Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uhistoriske Tilsætninger var disse unge Kvinders
Død saa oprørende, deres Skjæbne saa tragisk
og deres Optræden saa yndefuld og værdig, at de
vel havde fortjent et digterisk Mindesmærke, ja
et endnu bedre end det, de tik af Hugo. [1] Men
er Digterens Pathos nu fuldt berettiget i Tilfælde
som dette, hvor Revolutionen viste sig fra sin
mørke og uretfærdige Side overfor Ungdom og
Uskyld, saa bliver den besynderlig skurrende og
falsk, saasnart hans Doctriner komme med i Spillet.
Den Tone, hvori han taler om Kongedømmet og
Kongeherligheden, er rent ulidelig. I Oden
«Ludvig d. 17de» opfordrer Gud Serapherue,
Propheterne og Erkeenglene til at neie sig for den
nysankomne Tronfølger: «courbez-vous, cest un Roi»,
ja, ikke nok hermed, Gud selv tiltaler ham ved
hans Titel, ikke ved hans Navn: «O Roi!» og
minder ham om, at Guds egen Son var en Konge
med Tornekrone som han. I Digtet i Anledning
af Greven af Chambords Daab hedder det endnu
stærkere: «Gud har givet os en af sine Engle,
ligesom han i gamle Dage gav os sin Søn»,
og der mindes om, at det Vand af Jordans Flod,
som Chateaubriand har bragt hjem med, og hvormed
Barnet døbes, er det Samme, hvormed Jesus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
