Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
søger at stige i stedse vildere Flammer. Det er
en Feber, som er skjæbnesvanger for Enhver, der
nogensinde kjendte den. Den er det, siger han,
som gjør de Gale, og dem, der gjøre Menneskenes
Børn gale: Erobrerne, Stifterne af Sekter og
Opfinderne af Systemer, Sophisterne, Digterne og
Statsmændene, alle de Urolige, som røre altfor
stærkt op i Sjælens hemmelige Kilder, de
Misundte og saa lidet Misundelsesværdige. Deres
Aande er Tumult, deres Liv er Storm, som
bærer dem til Undergang, og dog ere de saa skabte
for Striden, at døer den hen, saa døe de selv
som en Flamme, der ingen Næring fik. Ak,
udbryder Harold, vi visne fra vor Ungdom af og
stønne saa afsted gjennem Livet, syge — syge —
ingen Løn vundet, ingen Tørst slukket, endnu paa
Gravens Rand viser det Blændværk sig, efter
hvilket vi fra først af forgjæves have jaget, for
silde, altfor silde. Elskov, Ry, Ærgjærrighed,
Havesyge — Alt er Et, Alt lige forfængeligt og
lige forrykt, intet værre end det andet; thi det
er Alt Meteorer med forskjellige Navne, og med
Dødens sorte kvalmende Røg gaaer Lyset ud. —
Ak vort Liv er kun Unatur, et Væsen, som ingen
Plads har i Tingenes Harmoni, et uhyre
kjæmpemæssigt Gifttræ, hvis Rod er Jorden, hvis Løv
og Grene er en Himmel, hvorfra i forpestede
Dugdraaber Sygdom, Ulykker, Trældom og Død,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
