Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
strømmede i en dorsk og rolig Flod, og den, som gik
langs ad Flodens Bred, fandt Lidet at lade Øiet
dvæle ved. Da opstod som Fortsættelse af Strømmen
denne Poesi, hvem Grunden saa tidt svigtede
under Foden, at den styrtede sig i Cascader fra Fald
til Fald — og Alle betragte en Flod paa det Sted,
hvor dens Bølger danne et Vandfald. Her hos
Byron saae man Floden skumme og syde, hørte den
risle som Musik og syngende sende sin Ode mod
Himlen. Her stod Vandet — gyseligt skjønt
i Raseriets hvide Fraade, hvirvlede sig i
Malstrømme, splittede sig selv og Alt, hvad der stod
det i Veien, ja udhulede i Længden selv Klipper.
Og midt i Vandfaldet stod der, som Byron har
skildret det i Childe Harold (III 72), en deilig
Iris, en pragtfuldt straalende Regnbue,
Harmoniens og Fredens og Frihedslykkens Tegn,
usporlig for Mange, men synlig for Enhver, der har
Solen over sig og stiller sig rigtigt. Den varslede
om bedre Dage for Europa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
