Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
deres Nakker og tørre sine Sandaler paa deres
Hoved.»
Visselig er det ikke paa Karl den Femte, at
Digteren her har tænkt; det er paa en i Tiden
langt nærmere Keiser, paa Napoleon, ham, om
hvem Hugo nys i Oden til Vendômesøjlen havde
skrevet, at hans Sporer veiede op mod Karl den
Stores Sandaler. Man maa ikke glemme, at
Sværmeriet for Napoleon, der under Slutningen af
Restaurationstiden og under Louis-Philippe var
gjennemgaaende, ikke betød, at man var Bonapartist,
men kun var Symbolet paa, at man tilhørte
Oppositionen. Den Napoleon, man forgudede, var
ikke Frankrigs Despot, men Kongernes og
Kongemagtens Ydmyger. Keiseren betragtedes i
Modsætning til Kongerne som det personificerede Folk,
og derfor hørte hin unge Slægt med Sindsbevægelse
det Sted i Monologen, hvor Karl udraaber:
«I Konger, seer ned under Eder; dèr er
Folket, et Ocean, der ofte knuser en Trone; et
Speil, i hvilket en Konge sjeldent seer sig
forskjønnet.»
Det er, som man seer, revolutionære, rent
moderne Reminiscenser og Lignelser, der hvert
Øieblik gjennemfare Karl den Femtes Sind. Han
modnes lige overfor Graven til en Folkekeiser af
den Art, hvorom den nyere Tid saa tidt har
drømt, og den heftige Ærgjerrighed i hans Sjæl
lutres gjennem Trangen til at løse uhyre Opgaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
