Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. De Vigny’s Poesier og Hugos østerlandske Digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Himlen svarede fra oven: Profet! Gaa, tal,
lær og velsign! Hæld Urnen med dine mægtige
Tanker, gyd dem ud over Dale og Fjælde, hæld
dem i Ørnens og Svalens Reder!
Victor Hugo greb hint Vers, som André
Chénier havde skabt, dette gjennemsigtige Organ
for den rene Skjønhed, og under hans Læbers Pust
straalede det i alle Regnbuens Farver. Forunderligt
nok, atter denne Gang var det Grækenland, fra
hvilket Inspirationen kom, men denne Gang det
nye Grækenland. Under Indtrykket af den græske
Frihedskrig begyndte Hugo sine «Orientalere».
Men hvilken forskjellig Sprogbehandling! Ordene
malte; Ordene lyste, «forgyldte med en Solstraale»
ligesom den deilige Jødinde i Digtene; Ordene
sang, som havde de et hemmeligt Accompagnement
af tyrkisk Musik.
Det var Goethe, som digterisk havde opdaget
Orienten. Men dette Østerland i «West-östlicher
Diwan» var Oldingens Tilflugtssted. Han greb
det Hvilende, det Beskuende i den orientalske
Livsbetragtning og flettede tydske Lied’er ind deri.
Rückert, den store Sprogkunstner, fulgte siden dette
Spor. Efter Goethes kom Oehlenschlägers Orient.
Det var Barnets, Eventyrbogens, Tusind og en
Nats, halvt persisk og halvt kjøbenhavnsk. Det
var Drømmen om Aander i Lamper og Ringe,
om Diamanter og Saphirer i Skjæppevis,
Fantasteriets uindskrænkede Herlighed, Alt grupperet om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
