Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vække mig, og jeg — vovede ikke at lukke
Vinduet op af Frygt for at drive hende paa Flugt.
— Hendes Brødre lo, Morgenen var ren og skjær,
Alt sang under det friske Løvtag, min Familie
med Naturen, og Fuglene omkap med mine Børn.
Jeg hostede, man blev stille og høitidelig, og hun
steg med smaa Skridt op ad Trappen til mig og
sagde med en meget alvorlig Mine: Jeg har ladet
Børnene blive dernede..... Om Aftenen sagde
hun som den ældste: Fader! kom! vi bringer dig
en Stol, fortæl os en Historie, hvad? og jeg saa
alle disse paradisiske Blikke straale af
Forventning. Saa ødslede jeg med Mord og Blodbad,
gjorde Skyggerne paa Loftet til Helte i min Roman,
og bestandig lo disse lire uskyldige Ansigter, som
man leer i den Alder, over at høre, hvordan store,
uhyre dumme Kjæmper overvandtes af smaa, uhyre
kloge Dværge, og medens jeg fortalte, sad deres
Moder og hørte dem skoggerle og drømte, og deres
Bedstefader, som læste i sin Krog, hævede
undertiden Blikket henimod dem, og jeg selv saa
gjennem den mørke Rude et Stykke af Himlen
aabne sig.»
Gjennem Barnets Aftenbøn, den berømte «Bøn
for Alle», ikke blot for Fader og Moder, men
for de Fattige, de Forladte, de Slette udvider
Familiens Begreb sig til den hele store
Menneskefamilie. Her i «Les feuilles d’automne» har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
