Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i det sværmeriske og spotske Digt, jeg citerede,
om: »Digter, ganske vist, men stor Mand? Aldrig
i Verden?»
Hos Hugo fandtes politisk og religiøst, trods
al Forskjelligheden af de Standpunkter, han
indtager i Løbet af sit lange Liv, en vis uafbrudt
Linie, en Udviklingsnorm, og fremfor Alt en aldrig
svigtende Værdighed. Som han i sin Poesi grunder
sin Familie-Arne dybt, saaledes befæster han stedse
mere sine Overbevisninger om Samfund og Stat.
Musset begynder med en tilgjort Overlegenhed,
han stiller den yderste Vantro og den yderste
politiske Indifferentisme til Skue. Bag denne
Vantro og denne Ligegyldighed skimtes imidlertid
snart og aabenbarer sig efterhaanden fuldt en
umandig Svaghed.
Læs hans maskerede Selvbekjendelser i
«Confessions d’un enfant du siècle». Han er født paa
et ulykkeligt Tidspunkt; Alt var dødt. Napoleonstiden
var omme, og ret som om der ikke kunde
gives Hæder udenfor Keiserdømmet, hedder det,
at Hæderens Tid var omme. Troen var udslukt;
der var ikke mere to smaa Stykker sort Træ i
Korsform, foran hvilke man kunde folde sine
Hænder, og ret som om de, der ikke føle sig
bundne til den katholske Symbolik, derfor intet
Hjærte og intet Sjæleliv have, omskrives dette
ved, at Sjælen var død. Det fortælles fremdeles,
at Nogle, der indsaa, at Hæderens Tid var forbi,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
