Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Musset og George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af kun skarp og fortrinsvis nedsættende Kritik
over Hugos Værker.
Alfred de Musset morede sig med endnu
tidligere at markere sit Frafald. En saa
overlegen og saa fin Aand som hans kunde ikke være
blind for det Snevre og Ufuldkomne i Skolens
Theorier, endnu mindre for den Barnagtighed,
hvormed de af enkelte Hedsporer sattes paa
Spidsen. Da Musset første Gang læste sine Digte
høit hos Hugo i en Kreds af unge Romantikere,
var der kun to Steder, som fik Applaus. Det
ene var det Sted i «Don Paez», hvor der staaer:
«Brødre! raabte langt borte en gul og blaa
Dragon, der laa og sov i Høet» — «gul og blaa»,
det henrykte, det var hvad man kaldte Farve i
Stilen — det andet var det Sted i «Le lever»,
hvor det hedder om Jægerdrengene: «Og paa deres
grønne Ærmer saaes Falkenes sorte Fødder.»
Dette elementært Maleriske var de unge
Tilhørere kjærere end alle Udbrud af Følelse,
Lidenskab og Aand. Thi ved slige Træk skilte man
sig fra Mændene af den gamle Skole, hvem det
kun var vigtigt, at man fik at vide, hvad der
skete, men ikke hvordan det saa ud. Dette, at
den synlige Verden existerede for Musset, var de
unge Mænd Hovedsagen, men det kunde ikke være
det for ham, hvis Styrke laa paa ganske andre
Punkter og som ingen Drift følte til at rivalisere
med Hugo eller Théophile Gautier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
