Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Musset og George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hundredetusind Grunde til at tale om Druknede,
om Døde og om Pjalter. Den er selv en Død,
som vi galvanisere. Den gjør sin Gjerning, idet
den skildrer os Tøiter .... den er selv en, og
det den mest ødelagte, som nogensinde har klistret
sig over med Salver og Sminker.» Dette Udfald,
der øiensynlig var rettet mod den udskeiende
Fantasi i Hyperromantikens Productioner, var saa
ungdommelig hensynsløst, at det maatte opfattes
som rammende den hele samtidige Digtning. Det
var vel heller ikke tilfældigt, at dette skreves samme
Aar som «Marion de Lorme» udkom, dette Drama,
der med alle sine Mangler er saa kydsk, saa
spiritualistisk i sin Tankegang og saa christeligt i
sin Aand, men som unegteligt har en Courtisane
til Heltinde. Samtidigt udtrykte Musset sig med
stedse stigende Blaserthed om Ungdommens Idealer.
Næsten alle den unge Skoles Digtere havde med
Hugo i Spidsen taget Parti for det kjæmpende
Grækenland, Alfred de Musset skrev koket om
sin Mardoche, at han «holdt mere af Porten og
Sultan Mahmud end af det brave helleniske Folk,
der med sit Blod sviner det rene Marmor til
paa Paros.»
Hvad var Aarsagen til denne Ligegyldighed
og Cynisme?
Altfor hedt Blod, altfor lidenskabeligt et
Hjerte og altfor tidlige Skuffelser. Hans Tillid
til Mennesker havde alt i hans tidligste Ungdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
