Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Musset og George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hun forlader ham, smerteligt bevæget, først
halvveis trøstet, saa oprevet til sit Væsens Dyb,
men snart tilfreds med at være ude af en Krise,
der pinte hendes rolige, frembringende Natur, med
en ny Følelse af Kvindens Overlegenhed over
Manden, dobbelt overbevist om, at Svaghed! dit Navn
er Mand.
Han forlader hende med en ny Uvillie mod
alle Sværmerier og Utopier og Filanthropier, mere
- end nogensinde overbevist om, at for Kunstneren
er Kunsten Alt. Men ikke destomindre: Berøringen
med denne store Kvindesjæl har ikke været
ufrugtbar. Først gjør Smerten ham sanddru. Han
afstreifer sin affekterede Egoisme, man vil ikke
mere see ham stille en paatagen Forhærdelse og
Kulde tilskue. Saa gjør Indflydelsen af hendes
Væsens Aabenhed og Godhed, af hendes Sværmen
for Idealer sig gjældende i de Værker, der nu
følge, i Lorenzaccio’s republikanske Begejstring,
i Andrea del Sarto’s hele Følelsesliv, maaske
endog i den Protest, Blusset udslynger imod Thiers’s
Presselove.
Hun forlader ham, endnu mere overbevist end
nogensinde om at Mandsnaturen i sit Væsen er
snever og egoistisk, mere end nogensinde tilbøielig
til at give sig almindelige Ideer i Vold: Hun
helligede Saint-Simonismen sit Talent i «Horace»,
hun skrev «Le Compagnon du Tour de France»
til Bedste for Socialismen; hun skrev tilsidst i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
