Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sands Romaner røbe et fint og dybtgaaende
Virkelighedsstudium, ligefra Digteren Sténio i «Lélia»
og Elskeren Octave i «Jacques», næsten kun
skizzerede, svage Charakterer, med hvilke
Lidenskaben spiller Bold, til de med mange individuelle
Træk udrustede Skikkelser, den sydlandsk
letfærdige unge Sanger Anzoleto i «Consuelo», den
sygeligt nervøse, forfinet egoistiske Fyrst Karol
(Chopin) i «Lucretia Floriani» og den ustadige
og urimelige unge Maler Laurent (Alfred de
Musset) i «Elle et lui».
«Indiana» ender med at finde Mandkjønnets
hensynsløse Egoisme i alle Samfundets
Ytringsformer, selv i den Religion, som Mændene lære.
De have gjort Gud til et Mandfolk i deres
Billede. Hun skriver til sin hyklerske Elsker: «Jeg
tjener ikke den samme Gud som Du, men jeg
tjener min renere og bedre. Din det er Mændenes
Gud, en Mand, en Konge, Mandkjønnets
Ophav og Støtte; min det er Altets Gud, Skaber og
Opholder af alle Væsener. Eders Gud har frembragt
Alt for Eder, min har skabt alle Arter for
hverandre». Der er i disse Ord et Dobbelt: en
dristig Kritik af den paa Kvindens Underordning
under Manden hvilende Samfundsorden og en uskyldig,
ungdommeligt tillidsfuld Deisme og Optimisme.
George Sand blev ikke længe staaende ved den.
Blot et Par Aar senere slutter hun «Lélia» med et
Udbrud af vildt fortvivlet Pessimisme. I sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
