Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tapreste Hænd svimle af Rædsel ... men o Sandhed,
du har ikke aabenbaret dig, i titusind Aar har
jeg søgt dig forgjæves. I titusind Aar har jeg
nu som eneste Svar paa mine kvalfulde Spørgsmaal
hørt den afmægtige Attraas fortvivlede Hulken
lyde hen over denne forbandede Jord ....
I titusind Aar har jeg raabt ud i det Uendelige:
Sandhed! Sandhed! og i al den Tid har Svaret
lydt: Længsel! Længsel! Ulykkelige Sibylle,
stumme Pythia, løb da Panden mod din Hules
Klipper og bland dit Blod, som ryger af Raseri,
med Havets kolde Skum!»
I et Udbrud som dette culminerer hine
Ungdomsaars sjælfulde Melancholi. Sammentrængt,
som jeg her har givet det (det er i Originalen
sex Gange længere) giver det George Sands
ungdommelige Selvfølelse, som den efterhaanden
udviklede sig, et lyrisk fuldendt Udtryk. Da hun
skrev «Indiana», var hverken hendes Overlegenhedsfølelse
eller hendes Pessimisme saa udviklet.
Hun forfattede den beskedne Fortælling som
medlidende Talsmand for Samfundsordenens Ofre men
uden med Bevidsthed at rette noget Angreb paa
Institutionerne, end ikke paa Ægteskabet, som
hvis Angriber hun fra først af blev stemplet.
Hun taler øiensynlig den rene Sandhed, naar hun
(i Fortalen fra 1842) siger, at hun endnu længe
efter at have skrevet Fortalen til Indiana under
Indtrykket af en Rest af Ærbødighed for det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
