Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fortjeneste er, Kjæreste, de tusind Francs, som de
indbringe mig, men Summen er kun bleven givet
mig i Vexler paa langt Sigt. Vil den blive mig
betalt?» Hvo der har gjennempløiet et Par af
disse Balzac’s Ungdomsskrifter, vil ikke finde
Dommen for haard. De have en vis Livlighed
(«verve», som de Franske kalde det), det er alt
det Gode, der lader sig sige om dem. Hvorvidt den
Fortjeneste, Balzac selv betegnede som deres eneste,
nogensinde blev en virkelig, er endog meget tvivlsomt,
ikke blot fordi de Skildringer, Balzac i sine
Romaner giver af de Forlæggere, der honorere
med Vexler (man se «Un grand homme de province
à Paris») er lidet smigrende, men fordi vi see, at
han 1825 i Fortvivlelse over sin fortrykte Stilling
pludselig griber den Idee, foreløbig at opgive
Forfatterbanen og fortjene sig sit Brød som
Boghandler og Bogtrykker.
Han, hvis Hjerne uophørlig undfangede Planer
af enhver Art, fik det Indfald at foranstalte
Klassiker-Udgaver i Enkeltbind og følte sig
overtydet om, at man med saadanne hidtil ukjendte
Udgaver kunde gjøre en god Forretning. Denne
i og for sig rigtige Tanke havde dog den Skjæbne,
som var forbeholdt alle Balzac’s senere
Forretningsspeculationer, den at berige andre og foraarsage
Ophavsmanden Tab. Nøiagtigt saaledes gik det
f. Ex. da han i 1837 i Genua tilfældigvis kom
paa den Idee, at Romerne i Oldtiden langtfra ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
