Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter kvindelig- Model, og det skjøndt Modellen
var smuk og hendes Linier elegante og rene.
«Jeg har altid», tilstaaer han, »foretrukket
Statuen for Kvinden og Marmoret for Huden».
Meget sigende Ord! Man tænke sig Gautier og
Balzac sammen i Louvre’s Antikmusæum, i det
Allerhelligste, hvor Venus fra Milo straaler i
ensom Majestæt. For den plastiske Digter vil
ud fra Marmoret klinge den græske Kunsts
skjønneste Hymne til den menneskelige Forms
Fuldkommenhed og han vil glemme Paris over
Venus. Balzac derimod glemmer Statuen, som
han staaer i Begreb med at betragte, over den
første den bedste efter Datidens Mode klædte
Pariserinde, der med sit Langshawl, som fra
Nakke til Hæl ikke slaaer en eneste Fold, med
sin kokette Hat, sine fine, Haanden afstøbende
Handsker er standset foran Gudinden. Han
forstaaer med et Blik alle smaa Kunstgreb i hendes
Toilette, hvis Hemmeligheder ikke ere Hemmeligheder
for ham. [1]
Det er det første Træk: Ingensomhelst kunstnerisk
Fortidsoverlevering stiller sig imellem ham
og Datidens Kvinde. Han studerede ingen Statue,
tilbad ingen Gudinde, dyrkede ikke den rene
Skjønhed, men opfattede Kvinden som hun den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
