Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haand og smigrende Farver. Vel var en af den
nye Tids ypperste Kvinder, den deilige Delphine
de Girardin, der havde en meget besøgt Salon,
ham saa vel som Hugo og Gautier en tro og
klog Veninde, men mere end af hende har han
sikkert for sin Digtning lært af hine to
Hertuginder, der for ham personificerede Keisertidens
Storhed og det gamle Regime’s lyse Finhed og
som han strax fra Begyndelsen af sit Forfatterliv
af traadte nær, Madame Junot, Hertuginden af
Abrantés, hvem han i literær Henseende stod bi,
og Hertuginden af Castries, der først anonymt
meddelte ham sin Interesse for hans Skrifter, og
til hvem en ikke gjengjældt Lidenskab en Tid
lang fængslede ham. Hun forekommer i hans
Romanfølge «Histoire des Treize» under Navnet
Hertuginden af Langeais.
Ved Julikongedømmets nye Samfund, dets
Kvinder og Kvindelidenskaber rører Balzac i
Begyndelsen af Trediverne selvfølgelig endnu ikke.
Det skeer først senere. Og man kan temmelig
gjennemgaaende gjøre den Iagttagelse, at han
overfor det nye Stof og overhovedet med de
modnere Aar seer mere strængt og mere sort.
Foraarspustet er forsvundet. I mange Bøger er
endnu bestandig Kvinden og Elskoven Midtpunktet.
Men Tilbøjeligheden er bleven Lidenskab og
Lidenskaben er bleven Last. Faa uegennyttige Følelser
og uskyldige Sympathier; Beregning overalt, ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
