Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dødskamp. Han siger sig først, som i Ungdommen
alle Mennesker pleie van, at det for enhver Pris
at ville blive anseet eller rig er det samme som
at ville lyve, bedrage, give efter, smigre og krybe
for dem, der have løjet, bedraget, smigret, givet
efter og krøbet. Saa slaaer han sig disse Tanker
af Hovedet med den Vending, at han ikke vil
gruble, men følge sit Hjertes Drift. Der kommer
et Tidspunkt, hvor han endnu er for ung til at
beregne, men allerede gammel nok til at ubestemte
Indfald og taageagtige Drømme opstaae i hans
Hjerne, hvilke ikke vilde have efterladt noget
altfor renligt Bundfald ifald man havde kunnet
fortætte dem chemisk. Hans Forhold til Verdensdamen
Delphine de Nucingen, Goriot’s Datter, fuldender
hans Opdragelse. Han overskuer den Sum af
smaa og store Jammerligheder, af hvilke det
høiere Selskabs Liv bestaaer og bliver samtidig
bearbeidet af Vautrin’s spotske Cynisme. «Endnu
to eller tre storpolitiske Overveielser», siger
Vautrin, «og De seer Verden som den er. Den
betydelige Mand tilfredsstiller, naar han blot af
og til opfører nogle smaa Dydsscener, ethvert af
sine Luner under Tossehovedernes Bifaldstorden i
Parkettet.... Jeg giver Dem gjerne Lov til at
foragte mig endnu i Dag, da De dog siden hen
vil holde af mig. De vil i mig finde de gabende
Afgrunde, de store sammentrængte Følelser, som
Svaghovederne kalde Laster, men De vil aldrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
