Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Balzac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kraft. «Les Illusions perdues» endelig er helliget
Pressens Misbrug som demoraliserende Princip.
Titlen paa denne mærkværdige Roman er
betegnende for Balzac. Paa en Maade kunde det
være Titlen paa hans samlede Værker. Men
ingen anden enkelt Bog af ham giver hans
Anskuelse af den moderne Kultur paa saa omfattende
Maade som denne. Journalistikens fordærvelige
Side er her fremstillet som Natsiden af det
often-lige Liv overhovedet.
Som de fleste store Skribenter, der ikke
oplevede Oldingealderen, havde Balzac liden Aarsag
til at glæde sig over den Kritik, der i Pressen
blev ham til Del. Man forstod ham ikke: selv
de Bedste som Sainte-Beuve vare ham for ulige
og stode ham i Tiden for nær til at kunne indsee
hans Storhed, og han paa sin Side levede alene,
var mod al Parisersædvane langt fra at gjøre
noget Skridt for at faae sine Bøger roste og
havde, som det gaaer, vakt lige saa megen
Misundelse som Opsigt. Han gav nu i «Les illusions
perdues» et Billede af Pressen, hvilket de
Journalister, der følte sig ramte, aldrig tilgav ham.
Blandt disse var Jules Janin den betydeligste;
han var i Romanen just ikke hadefuldt men heller
ikke smigrende portræteret under Navnet Etienne
Lousteau. Des pikantere var det og er det endnu
at læse hans Kritik af Bogen. Den udkom 1839
i * Revne de Paris», et Tidsskrift, ved hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
