Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
trykke hvad der for ham personlig var Betingelse
for Lykken. Hvori satte han denne selv?
Øiensynlig fra først af i forvoven Handling
og i lidenskabelig Elskov. Den Gysen, med
hvilken man henreven af en Sag eller en Mand
sætter Livet paa Spil, og den Skjælven, i hvilken
lykkelig Kjærlighed sætter Sjælen, var for ham
Menneskelivets høieste Momenter. Hvor han i
Indledningen til «La Chartreuse» taler om Milano,
siger han meget eharakteristisk: «Det sidste
øster-rigske Regiments Afmarche betegnede de gamle
’Ideers Fald: at udsætte sit Liv kom i Mode.
Man saa, at for at være lykkelig efter
Aar-hundreder af Hykleri og Fadhed maatte man elske
Noget med en virkelig Lidenskab og vide at sætte
sit Liv paa Spil, naar Leilighed gaves.»
Disse to Lidenskaber: Kjærligheden til Krigen
og Kjærligheden til Kvinden vare hos Beyle kun
to Udtryk for en og samme Grundlidenskab,
Kjærligheden til hvad han pleier at kalde «le
divin imprévu», det guddommelige Uforudsete,
denne Lidenskab, i hvilken han helt er Poet.
Hvorledes Krigen, særlig som Napoleon førte den,
kunde tilfredsstille dette Hang, behøver ingen
Udvikling. Hvorledes Italien, særlig Italiens Kvinder
tilfredsstillede den, har man Beyles egne Ord for.
I et Brev fra Milano af 4. September 1820
hedder det: «Da jeg har tilbragt femten Aar i
Paris, er der Intet mig saa ligegyldigt paa Jorden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
