Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Byrons Haand og var bristet ud i Taarer
... Af Ømhed gav jeg ham det Raad at tage
sig en Droschke.»*)
Andre Mænd end Beyle have elsket Krig og
Reiser, Kvinder og Kunst. Men det absolut
ejendommelige og saa overordentligt Moderne ved ham,
er Driften og Evnen til midt under Actionen og
Lidenskaben at gjøre sig Rede. Han undersøger
og iagttager uafbrudt sig selv, har saa at sige
bestandig Haanden om sin Puls, constaterer med
aldrig svigtende Koldblodighed sine Tilstande og
-deres Aarsager og uddrager af disse
Overilelser en Kjæde af almene Ideer. Man følge ham i
et Slag. Under Kanonaden ved Bautzøn
noterer han:
«Vi see mellem Kl. 12 og Kl. 3 meget godt
Alt, hvad man seer af et Slag, det vil sige
Ingenting. Fornøjelsen bestaaer i at man er en Smule
[dette en «Smule» er ægte Beyle’sk] bevæget ved
den Vished, man har om at der for Ens Øine
skeer der noget Frygteligt. Kanonernes
majestætiske Larm bidrager meget til denne Virkning;
hvis de peb eller fløitede, synes det mig ikke, at
Sindsbevægelsen vilde være saa stærk. En Piben
kunde være lige saa frygtelig, men aldrig saa
skjøn.»
*) Hovedstederne hos Beyle om Byron ere
Afhandlingen „Lord Byron en Italie“ (Racine et Shakespeare
201) og Lettres ä ses amis I 273 ff. II 71 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
