Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
raisonnere. Saaledes tvinger Julien sig til at
lægge sin Haand kjærtegnende paa Madame de
Renars, saaledes tvinger Fabrice sig til paa Trods at
gjentage det sande, men haanlige Udtryk, han ved
Waterloo har brugt om de franske Soldaters
Flugt. Julien er fransk og gjennemreflecteret,
Fabrice italiensk og naiv. men de mødes i den
Egenskab, man kunde kalde den moralske
Produc-tivitet. Som Julien i Fængslet siger til sig selv:
»Den Pligt, jeg havde foreskrevet mig — med
Rette eller Urette — har været som den faste
Træstamme, til hvilken jeg har støttet mig under
Uveiret,» saaledes siger den letsindige Fabrice,
der bebreider sig en øieblikkelig Frygt (ligeledes
til sig selv): »Min Tante mener, at det, jeg mest
trænger til, er at lære at tilgive mig selv. Jeg
sammenligner mig altid med et fuldkomment
Forbillede, der ikke kan existere.» Man linder denne
samme aandelige Overlegenhed og Selvstændighed
hos Frøken de la Mole i »Rouge et Noir» og
hos Mosca i s La Chartreuse». Mosca. der af de
Samtidige naivt ansaaes for udført efter
Metter-nicli som Model, staaer, skjøndt Minister ved et
lille legitimistisk Hof, ganske ligesaa aandsfrit
overfor det System, han tjener, som Beyle’s unge
Hovedpersoner gjøre. Mosca sværmer endog i
Smug for Napoleon og har i sin Ungdom været
Officier i hans Hær. Naar han ifører sig sit
store gule Ordensbaand, er det med en Vittighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
