Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om en Oldtidsforfatter, at han vilde ladet
Pom-peius være den seirende i Slaget ved Farsalus,
dersom det liavdet kunnet give Sætningen større
Runding, saa er hermed det Standpunkt indtaget
der ligger fjernest fra Beyles. Beyle havde som
Stilist hverken Farve- eller Formsands. Han
hverken kunde eller vilde skrive for Øiet; Billedet
var ham Intet i Sammenligning med Ideen; han
stræbte aldrig end ikke glimtvis at nærme sig til
Chateaubriands eller Hugos Skrivemaade. Og
ligesaa lidt henvendte han sig til Øret, naar han
skrev; den poetiske Prosa var ham en Rædsel;
han hadede Stilen i Madame de Staéls «Corinne»
og lod haant om Foredraget i George Sands
Romaner. Det var paa Trods mod den poetiske
Veltalenhed, at han til Balzac skrev de bekjendte
Ord: «Da jeg forfattede «La Chartreuse» læste
jeg hver Morgen for at faae den rette Tone og
altid være naturlig, to til tre Sider i Code civil;
jeg vil ikke ved kunstige Midler bedaare Læserens
Sind». Man kan ikke som Digter udtrykke sig
med større og uforstandigere Ringeagt for det
Kunstneriske. Ikke desmindre har Beyle
kunstneriske Egenskaber. Ere end hans Bøger som
Helheder elendigt componerede, saa at sige daarligt
tegnede, saa ere dog mangfoldige Enkeltheder
udmalede med Mesterskab. Er hans Stil end uden
al Musik — hvad der iøvrigt er mærkværdigt
hos en Tilbeder af italiensk Musik som ham —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
