Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tidligst modne og færdige Aand. Naar da den
yngre af Vennerne i sin biografiske Notits over
den ældre, stiller den Sætning i Spidsen, at de
trods deres Venskab hele deres Liv igjennem
neppe have havt to Ideer tilfælles, saa er denne
tjMelige Overdrivelse rimeligvis foraarsaget ved
Ønsket om at afværge den nærliggende Anvendelse
paa Mérimée selv af adskillige blandt hans Ytringer
om Beyle.
Beyle og Mérimée ligne først og fremmest
hinanden i deres Kjærlighed til Kjendsgjerningen.
Enhver, der har læst Mérimée, veed at hvad han
skildrer er den nøgne Kjendsgjerning, som kan
paavises og præciseres, den skarpt tegnede
Enkelthed. Han holdt, som han i Fortalen til sin
Roman «Chronique dn regne de Charles IX»
til-staaer, i Historien ikke af Andet end Anekdoter
og blandt Anekdoterne foretrak hau dem, der gav
et Billede af en hel Tidsalders Sæder og
Charak-terer. Nøiagtigt det Samme kan siges om Beyle.
Ja Anekdoten er hans Tankes naturlige Form;
han tænker i Anekdoter. Med Anekdoter maler
han Individet, med Biografier Epochen. Hans
Had til det Vage driver ham til den Form af
Historie, der synes ham mest konkret, den
novellistiske Meddelelse af en Kjendsgjerning, det lille,
objectivt henstillede Drama. Og disse Anekdoter,
som han fortæller, ere i deres marvfulde Korthed
slaaende, aldrig dagligdags, men et betegnende Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
