Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den oprindeligt var, udadtil vundet en des stoltere
Holdning. Der er intet Kvindeligt eller
Kvindagtigt i den. Mérimée skildrer ikke engang hos
Kvinden det i strengere og snevrere Forstand
Kvindelige. Sandt og fint gjorde Beyle, der i dette
Punkt er ham saa modsat, i et af sine Breve
gjældende imod ham, at der fattedes hans Romaner
«den ømme Finhed». *) Hans Kvindeskikkelser
ere i deres Lidenskab mandige og consequeute,
næsten uden Undtagelse Charakterer; selv de
letsindigste eller letfærdigste af dem gaae med
Fasthed og Ro i Døden (Årsene Guillot, Julie de
Chaverney, Carmen). Ingen af dem have det
Correggioagtigt Smeltende som Beyle formaaede at
give sine Kvindefigurer.
Naar Beyle er mere lyrisk end Mérimée og
naar han har en dybere Sands for det Kvindelige,
saa beroer det fortrinsvis paa, at han inderst inde
var en fantasirig Enthousiast. Man behøver kun
at skrabe Forstandsmennesket hos ham, saa kommer
Entliousiasten for Dagen. Derfor holder Beyle
ogsaa af at skildre Begeistringen som Stof, medens
intet Stof er Mérimée mere fjernt. Man
sammenligne dem f. Ex. som Slagmalere, man holde de
to bedste Slagmalerier i Prosa, der overhovedet
*) „Souvent vous ne me semblez pas assez
délicate-ment tendre; or il faut cela dans un roman pour me
toucher. “
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
