Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII. Beyle og Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ringeagt for den nationale Digtning og dens
Klassikere, undertiden endog for den franske
Folke-aand overhovedet. Den romantiske Skoles
tidligste, temmelig uforstandige Stormløb mod Racine
ere bekjendte; man definerede den klassiske
Litteratur som Litteratur for Skoleklasserne. Victor
Hugo, hvem det ellers ikke skortede paa
National-stolthed. udraabte i Fortalen til sine »Orientalere» :
«De andre Folk sige: Homer. Dante, Shakespeare.
Vi sige: Boileau». Hugo, der havde tilbragt sin
Ungdom i Spanien, behandlede i sine første Dramer
. (Inez de Castro, Hernani) spanske Stoffer og
beholdt den spanske Inddeling i Dage istedenfor i
Akter. Italien og Spanien vare overhovedet for
de begyndende Romantikere de forjættede Lande.
Alfred de Musset skrev »Contes d’Espagne et
d’Italie», Th. Gautier blev ikke kjed af at
forbande Frankrigs kolde Klima og farveløse Sæder,
kaldte Spanien sit virkelige Fædreland etc. etc.
Beyle og Mérimée repræsentere begge i
særegen høi Grad Oppositionen imod
Nationalfor-fængeligheden. I Beyle’s Mund var Ordet «fransk»
næsten et Skjældsord, han pleiede spotsk at kalde
Franskmændene «les vainvifs», hans Bøger vrimle
af Udfald som dette : Gives der noget mere komisk
end at tiltroe en parisisk Charakter nogen Dybde?
Han kalder sit Fædreland «det grimmeste Land
paa Jorden, som Tossehoveder titulere det skjønne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>